Hærvejens historie og væsen

Der går en gammel vej ned gennem Jylland, kom og oplev dens stædige forløb, som den gennem århundreder har banet sig frem inde på den halvø vi kalder ”Jylland mellem tvende have”.

Hærvejen har unægtelig selv ikke så lidt af befolkningens sind i sig. Sejt og vedholdende som en jyde slider vejen sig tålmodigt mod vejs ende. Dens stædighed grænser til stivsind, ufortrødent fortsætter den vandringen mod syd, medens den tager hensyn til de forhindringer den møder, og derfor kroger vejen sig efter at undgå vandløb og våde strækninger, de værste bakker og slugter.

Oksevejen kaldtes den for det meste sønden for Kongeåen, medens den nordpå blev kaldt Studevejen, Kongevejen, Adelvej eller bare Gammel Viborgvej. I dag bruger vi mere ordet Hærvejen, men vi taler om den samme vejføring, som helt fra oldtiden har ladet handelsfolk, krigere, pilgrimme, bønder som stormænd føre fra Nordjylland ned til Slesvig og videre sydpå.

Munken Ælnoth fortæller om, hvordan kong Knud den Hellige i 1120 flygter for de oprørske bønder ned gennem højlandet ved Kollemorten, hvor vejen deler sig og den ene del går ned mod vikingekongernes Jelling og videre mod Kolding, medens den oprindelige del fortsætter ned mod Randbøl hede, der dengang var helt ufattelig stor og øde.

En gammel islandsk saga fortæller, at det var på vejen til Jelling i Frode Fredegods tid, hvor en guldring kunne ligge ganske urørt hen, ”thi da afskaffedes Ran og Tyveri og alt var fredeligt”.

De utallige gravhøje langs hele Hærvejens forløb taler om menneskers færden og liv også inden historisk tid. Om at gravmindet skulle kunne ses og huskes af kommende generationer, samtidig blev de mange gravhøje og senere kirketårne ledetråd for vejens forløb, for man må huske på, at indtil for godt 100 år siden var hele det landskab vejen gennemskar næsten øde hedestrækninger med mange hjulspor, som det godt kunne være vanskeligt at følge uden kendemærker.

Se også side om hærvejen.