Hvordan starten af elværket og opstemningen ved Egtved å egentligt er foregået har man desværre ingen steder fået nedfældet, og der er i dag ingen nulevende, som kan berette om det. Men det har utvivlsomt været en stor beslutning for Egtved sogns beboere dengang under 1. verdenskrig, hvor forsyningerne var knappe af brændstof til det andels elektricitetsværk, man havde oprettet i 1908 i Egtved og som efterhånden fik flere og flere andelshavere.

Bestyrelsen for elværket fik i 1916 bemyndigelse til at købe en ejendom på ca.15 ha. af Lars Ravn, Holt Krog. For her ved de stejle skrænter nordøst for Nybjerg Mølle, hvor Spjarupgårds jorder lå på den ene side og Bøgvadgårds på den modsatte side, havde man fundet en hensigtsmæssig beliggenhed for at bygge en 5 m. høj dæmning tværs over dalen. En spunsvæg af svære træstammer blev først nedrammet, derpå fyldte man dæmningen op med jord og ler fra skrænten (der er stadig et kæmpehul hvorfra jorden er taget) og samtidig blev selve turbinebygningen og en frisluse etableret. Der dannedes således en sø ovenfor det inddæmmede areal, som var ca. 150 m bred ved dæmningen og strakte sig ca. 600 m opstrøms. Dybden var ved dæmningen ca. 3 m og aftog så naturligt op til en gl. hulvej, “Æ Tyvgrow”, med en bro over åen ved “Æ Tyvsti” (en gl. kirkevej fra Spjarup til Egtved).

Turbinehjulet kunne give strøm til en dynamo på ca. 60 HK, elektriciteten var jævnstrøm som på værket i Egtved, de to anlæg blev forbundet med luftledning, og senere med en anden luftledning over Spjarupgårds jord og videre til Spjarup og mod Egtved.

En retssag med dens mange knudrede ord fra først i trediverne, giver et interessant billede af de genvordigheder som både elværket og forbrugerne havde de første år med strøm fra Turbineværket. Sagen var den, at luftledningerne åbenbart var alt for små til at kunne give en nogenlunde ensartet styrke, samtidig gav dynamoen også varierende effekt, dette gjorde det vanskeligt at holde eldrevne maskiner i et jævnt forløb og glødelamper og elsikringer sprang i én uendelighed.

Svend Lund på Spjarupgård var nærmeste aftager og var således den hårdest ramte af disse varierende spændingsforhold. Derfor fik han fri proces ved landsretten, hvor han påstod at have et erstatningskrav gældende på godt 3.000 kr. for ødelagte maskiner og installationer, en stor sum midt i den værste landbrugskrise, hvor 1 ko kunne sælges til 25-35 kr.

2 skønsmænd, en installatør og en driftsbestyrer fra Kolding blev sat til at vurdere dels sagsøgtes som sagsøgers påstande. På i alt 10 maskinskrevne sider prøver de så at danne sig et skøn over forholdene, det er dog vanskeligt i 1932, hvor det er 4 år siden at Spjarupgård selv afbrød kraftinstallationen fra værket fordi el motorene brød sammen. Her følger et uddrag fra redegørelsen:

I Besøget deltog en Repræsentant for hver af Parternes Sagfører for at undersøge Forholdene, saavel paa Spjarupgaard som paa Turbineværket i Spjarup…

Kraftinstallationen fandtes at være i meget defekt Stand paa Gaarden, hvorledes Beskaffenheden har været paa det Tidspunkt, da den endnu var i Brug, var det umuligt at danne sig et Skøn over.

I Resterne af de Sikringselementer, hvori formentlig Sikringerne for den 6 HK Elektromotor var anbragt, fandtes siddende Bundskruer mærkede 20 Ampere…

Lysinstallationen i Stuehuset syntes at være i brugbar Stand. Bundskruer var mærkede 6 Ampere…

Undersøgelsen blev derefter forlagt til Turbineanlægget, som viste sig at bestaa af en Turbine af Fabrikat Th. Mahler, Vejle med direkte koblet Jævnstrømsdynamo af Fabrikat Th. B. Thrige Odense. Paa Dynamoens Mærkeskilt fandtes følgende Angivelser: Nr. 86449, TypeCR22s, 32 Kilowatt, 500/600 Volt, 64/53,3 Ampere. Turbinen blev af Formanden for Egtved Elektricitetsværk, Gaardejer S. Olesen, Hjelmdrup angivet at være den ved Anlæggets Bygning opstillede, medens Dynamoen opgaves at være opstillet i 1924 i Stedet for en tidligere Dynamo, som var blevet drevet af Turbinen ved Remtræk. Ved senere Korrespondance med Th.B. Thrige har vi faaet oplyst, at den nævnte, remdrevne Dynamo havde Fabrikat “Dansk Elektro-Maskin” Odense, TypeD 17, 32 Kilowatt, 440/600 volt, 215 Omdr.

Den nuværende Dynamo er forsynet med Spændingsregulator for Haandbetjening uden Indretning for automatisk Spændingsregulering, og efter hvad vi kunne faa oplyst, skal den tidligere Dynamo have været forsynet med lignende Anordning for Spændingsregulering. Den for Dynamoen værende Fordelingstavle bar tydelige Spor af at være ændret flere Gange.

Foruden Amperemeter, Voltmeter og Sikringer findes nu paa Tavlen anbragt en topolet Knivafbryder med Relæ til automatisk Udløsning af Afbryderen ved for høj Spænding samt en én polet Knivafbryder med Relæ til Udløsning af Afbryderen ved Nulstrøm til Forhindring af, at Dynamoen ved for stærk Nedgang i Omdrejningstallet udsættes for Returstrøm fra Ledningsnettet og kommer til at arbejde som Motor. Om der har været en tilsvarende Ordning tidligere, kunne vi ikke faa nogen Oplysning om, og Firmaet Glud & Nielsen i Vejle, som i sin tid havde bygget Anlægget, er opløst, hvorfor der ikke har kunnet søges nærmere Oplysninger derfra…

Endelig aflagdes Besøg paa det i Egtved By værende Elektricitetsværk, hvis Kraftmaskiner er Diselmotorer, for ved Forespørgsel til Værkets Bestyrer Johansen, som visnok har passet Værket siden dets Anlæg, at søge Oplysning om, hvorledes Driften af Turbineanlægget havde været paa det i Sagen omhandlede Tidspunkt, samt om, hvorledes Turbineanlægget og Værket i Egtved da havde samarbejdet. Bestyreren kunde intet sige herom, han angav i det hele taget kun at have ringe Kendskab til Turbineanlægget, da hans Bestilling kun bestod i Pasning af Værket i Egtved. Vi maatte derfor opgive at faa nærmere Oplysninger af ham.

Der blev ikke foretaget nogen Undersøgelse af Luftledningsnettet, da dette, efter en fra Installatør Johs. Jensen, Aagaard forliggende Meddelelse af 23/10. 32 til en af de i Sagen tidligere udnævnte Skønsmænd, Ledningsinspektør Simonsen, Kolding, er saa at sige fuldstændig ombygget i Aaret 1931 paa Strækningen mellem Værket i Egtved og Turbineanlægget samt herfra over Spjarupgaard til Spjarup By, hvorved Forholdene maa siges at være fuldstændig ændrede.

Skønsmændene brugte herefter flere sider på at sandsynliggøre store ydergrænser i spændingen på installationen, især så tæt på værket som Spjarupgård ligger. Noget bestemt kan de dog af gode grunde ikke udtale sig om, men vil ikke udelukke en variation mellem 300 og 600 Volt, når eksempelvis Turbineanlægget af den ene eller anden grund har været ude af drift. At der sandsynligvis har været store gener ved de omtalte arbejdsredskaber som tærskeværk, kværn og hakkelsesmaskine, men at de næppe af den grund er ødelagte, som påstået af sagsøger. Derimod vil der efter al sandsynlighed være et stort forbrug af glødelamper og af sikringer med de store strøm variationer gården har været udsat for. Elværket afleverede til Landsretten to maskinskrevne sider med modtræk for anklagerne om dårlig og uregelmæssig strømlevering.

Heri gør de gældende, at udbygningerne ikke er tætte, så der let kommer fugt til installationerne, at indkøb af en ny traktor til at trække de nævnte maskiner ikke kan være Elværkets sag, at den omhandlede 6 Hk motor før har været benyttet udendørs til tørveproduktion og derved var misligholdt, at der fra 1924 til 1926 kun var forbrugt 116 Kw.kraftelektricitet til en pris af 40 kr. og at der fra 1926 til 1932 kun er leveret lys, og hvor værket da afbryder strømmen, fordi ejeren ikke har betalt en regning på i alt 880 kr. og 43 øre, og endelig at erstatningskravet nu er forældet.

Dommen afsiges d. 28. februar 1933 og frikender helt Elværket for erstatningsansvar. Selve dommen fylder 3 maskinskrevne sider, og begrundelse for afgørelsen er, at strømvariationer ikke skønnes at kunne undgås ved et sådant turbineanlæg, og at luftledningerne nu efter en total udskiftning ikke kan bedømmes som ansvarlig for samme. Svend Lund dømmes samtidig til at betale sin regning med påløbende renter, samt 200 kr. til sagens omkostninger for Elværket.

Altså var det et totalt nederlag for min far. En afgørelse, som utvivlsomt har været med til at præge hans særstandpunkter i almindelighed og i særdeleshed hans politiske og yderliggående holdninger, hvor han som nyetableret ung landmand er på nippet til at måtte forlade sin gård i de usædvanlige og dårlige økonomiske tider først i trediverne. Da melder han sig ind i DNSAP, det danske nazistparti, der havde sit forbillede i Hitlers og Tysklands revolutionerende fremgang i disse år.

Det er dog også tydeligt, at Elværket har haft store problemer med at levere en ordentlig og jævn strømstyrke til sine forbrugere i de første år. Hvorfor udskifter man ellers de oprindelige luftledninger, og hvorfor må driftsbestyreren ikke udtale sig om driften, og hvorfor var der sat andre relæer op til at regulere strømmen fra Turbineanlægget?

Disse spørgsmål fritager selvfølgelig ikke Svend Lund for at være alt for optimistisk i sine krav, bl.a. forlanger han en ny traktor som erstatning for en strømleverance, som trods alt blev tydelig forbedret efter nogle få år.

Turbinesøen var i min barndom en dejlig og spændende legeplads. Vi havde en robåd liggende, som vi både fiskede og badede fra. I begyndelsen fangede vi ret store ørreder i søen, men efterhånden kom der gedder i overtal. De var en hel plage og vi børn skød mange om foråret, når de stod på lavt vand. Skød man ned ved siden af en sådan stor krabat, blev den lammet et øjeblik og kunne hales indenbords. Det værste var når vi skulle spise disse gedder, de var så fyldte med små ben, at vi havde det svært med at få disse fisk med hjem.

Først i 40erne købte min morbroder Ebbe Jacobsen, der boede i København, et stykke jord af skrænterne på Bøgvadgård, og her byggede han en feriehytte, som vi sejlede over søen til, både når de var på ferie fra København, men også fordi der var mange herlige blåbær ovre på deres side af søen. Hvert forår skulle båden tjæres inden den kom i vandet. Det var ikke altid man passede på med det smøri, og hvis man fik for meget tjære på sig en sådan solskinsdag kunne man blive slem forbrændt. Det var kun en ganske lille del af søen som Elværket havde jord til, men alligevel prøvede de efter den vundne retssag, at forbyde båden og sendte brev herom. Det tog vi os nu ikke af, jeg husker tværtimod at vi drillede Charles Birk, han boede på Turbinegården fra 1940 til 1952 og havde det daglige opsyn med turbinen og stemmeværket. I hans tid blev der igen piloteret foran dæmningen ligesom der blev bygget en frisluse, der kunne tage store pludselige vandmængder i åen. Særlig i tøbrudsperioder kunne der komme så meget vand, at den almindelige sluse ikke kunne tage presset.

Jævnstrøm var ikke sagen

På Spjarupgård bliver der først genetableret elektricitet i 1942, så vidt jeg husker, og det var noget af en lettelse også for os børn, der godt kunne være bange i mørke når der kun var petroleumslygter og stearinlys i meget begrænset omfang.

Som årene gik blev det dog mere og mere mærkbart at jævnstrøm ikke var fremtiden, den blev godt nok produceret billigt ved Turbinesøen, men var kun en dråbe i det stadig stigende forbrug. Samtidig blev flere og flere maskiner nu fremstillet til vekselstrøm. Derfor begyndte forbrugerne hos Andelsselskabet Egtved Elektricitetsværk at kræve en anden ordning, og Kolding Omegns Højspænding, i daglig tale KOH, overtog elektricitets leverancen i 1964.

Det krævede helt andre installationer og luftledninger og var en ret dyr affære for den enkelte, men det havde været endnu dyrere at vente meget længere.

Slagsmål om salg

Dermed var Turbineanlægget blevet overflødigt og det startede et bittert slagsmål blandt sognets beboere om salg af Turbinegården i 1966. En generalforsamling om et eventuelt salg til private højestbydende eller til kommunen blev den mest bevægede i årevis i Egtved sogn, står der i et avisreferat.

Med 142 stemmer for og 50 imod blev det vedtaget at sælge til kommunen for 125.000 kr. De 50 stemte for at sælge til højestbydende, som var P. Klaaborg der pt boede i Grønland, og som havde budt 140.000 kr.

Såvel Elværkets formand Tage Kristiansen, som sognerådsformand Jens Møller blev stærkt kritiseret for deres håndtering af opgaven, især af Axel Vilhelmsen, men mange støttede også Sognerådets beslutning om køb til gavn for alle beboere, som det blev fremhævet, at alle således kunne benytte arealet til rekreative formål. Også Turistforeningen og Borgerforeningen ville have kommunen til at erhverve ejendommen. Dambrugerne derimod var meget betænkelige og vil helst have Turbinesøen nedlagt, nu der ikke mere bliver produceret strøm, de er bange for konsekvenserne for et dæmningsbrud.

Efter referatet havde et utal ønsket ordet på generalforsamlingen, men resultatet var der ingen usikkerhed om. Kommunen skulle købe.

Men sådan blev det jo ikke!
Der ligger på lokalarkivet et brev dateret 12. juni 1968 fra advokaterne Hove i Kolding, hvori der kraftigt frarådes sognerådet at lade skødet tinglyse.

Grunden er, at Vilhelmsen truede med retssag om gyldigheden af generalforsamlingens beslutning, idet han bl.a. fremhæver, at der har deltaget personer i afstemningen som ikke var andelshavere, og advokaterne vil heller ikke afvise, at han vil kunne få medhold.

Det får sognerådet til at lade sagen gå i stå, Turbinegården bliver igen udbudt, og nu købte sølvsmedene Anni og Bent Knudsen, Kolding ejendommen i 1969 og lavede en delvis modernisering af bygningerne, hvor Gerda og Tage Sørensen havde boet og havde været de seneste bestyrer og passet Turbineværket og dæmningen.

Der havde ligget et par sommerhuse på lejet grund, men de fik nu ikke deres kontrakt fornyet.
De nye ejere fik ikke de tilladelser de havde forventet, så efter 8 år var Turbinegården atter til salg.

Klaus Rygaard købte så gården i 1977, han var forretningsmand i Zambia og brugte kun ejendommen i sine ferier. Derved var der ikke meget opsyn længere med dæmning og afløb, hvilket også snart viste sig at blive katastrofalt.

Dæmningsbrud og katastrofe

Efterhånden var søens størrelse og dybde skrumpet mere og mere ind. Faktisk var der kun en rest af sø tilbage lige ved dæmningen, ellers snoede åen sig som før igennem de lag af sand og slam, der i årens løb havde aflejret sig i søen. Egtved år har hele vejen fra Egtved og ned forbi Nybjerg Mølle et stærkt fald, og det bevirker et naturligt stort skred af fast materiale, som så bundfælder sig i roligt vand, og derved var den ellers store sø nu kun blevet en skygge af sig selv gennem årene. Det fik flere, og jo især dambrugerne, til at tvivle på den gamle dæmnings holdbarhed, som også de viste avisnotitser viser.

Som det var frygtet skete der så et alvorligt dæmningsbrud efter en orkan og en regnvejrsperiode d. 9/10 1988. Slam, sand og vand fossede ned forbi frislusen og skabte et gabende hul i dæmningen.

Den nærmeste dambruger Thorkild Uth blev nærmest mødt af et chokerende syn, fisk i hundredtusindvis lå døde eller gispede efter ilt, idet deres gæller var lukkede af mudder

Selv med en hurtig indsats fra Egtved brandvæsen og fra Sydjyske Civilforsvars side lykkedes det kun at redde ca. halvdelen af de 3 nærmeste dambrugs fisk. I flere døgn blev der pumpet 12 tons vand i minuttet fra Spjarup bæk og ud i dammene, medens der stadig i Egtved å blev revet mudder fra Turbinesøens bund ned forbi dambrugene. Entreprenør Anton Knudsen prøvede med tungt materiel at sætte jernplader ned, men med ringe held. Man spurgte militæret ved ingeniør tropperne i Randers, men de havde heller ikke materiel til at magte opgaven her og nu. Vandet i resten af søen var nu forsvundet og der var stadig dødsfald blandt ørrederne på dambrugene helt ned forbi Refsgård. Man pumpede stadig frisk vand, og kommunens tekniske chef Peter Hee oplyser at alene regningen for katastrofeindsatsen nu er på over 1 mil. kr. Rygaard og hans forsikringsselskab måtte efterfølgende punge ud med et anseligt beløb i erstatning, men alligevel havde dambrugerne lidt et stort tab. Efterfølgende så det hele noget miserabelt ud nede ved de ellers så unikke naturomgivelser langs åen.

Noget måtte der ske og Vejle Amt blev inddraget, da søen var omfattet af naturfredningsloven og det var derfor var amtet, der bestemte hvorvidt dæmningen skulle genopføres eller man skulle prøve at genetablere naturen som for 70 år tilbage. Det blev det sidste, der kom til at ske efter nogle år.

Amtet genopretter

Klaus Rygaard var vist blevet træt af hele den ballade med opsyn og erstatning, så ejendommen bliver igen sat til salg. Vores søn Henrik Lund var interesseret, han er jo også vokset op med bakkerne og søen som nabo i sin barndom.

Siden 1993 har han nu ejet Turbinegården og haft fast bopæl der i en halv snes år, og helt ombygget og moderniseret stedet, så både naturen og boligen nu er en idyl.

Inden købet havde han dog fået tilsagn fra Vejle Amt om en gennemgribende naturopretning ved dæmningen og åen, ellers var der heller ingen forsikring, der ville tage ejendommen.

Ved den tidligere sø er der er nu et stensat og snoet stryg på flere hundrede meter både ovenfor og nedenfor den tidligere dæmning. Kun ganske få rester af den store dæmning kan nu anes i begge sider af dalen, og bunden af den tidligere sø er i dag fast eng hvor åen løber igennem. Gravemaskinerne havde arbejdet på projektet i mange måneder og flere lastbiler havde kørt i rutefart ned gennem Spjarupgård med sten, sådan at bunden blev stabil og kunne tåle den stærke strøm uden risiko for yderligere skader. Samtidig gav det vildfiskene gode forhold for at komme op og gyde. I det hele taget er de mange stemmeværker i åen nu efterhånden blevet ombygget, så der er fri passage for laks og havørreder helt ude fra Vejle fjord og op forbi Egtved by.

• 
• 
• 
• 
• 
• 

Det er meget forandret fra min barndom, dengang var bakkerne græsklædte og næsten uden bevoksning og Turbinesøen var en attraktion, der trak mange besøgende til.

I dag kommer der nu også mange ned forbi den forsvundne sø, fredningsmyndighederne har lagt en natursti, der udgår fra en parkeringsplads i Bøgvad, går langs bakkekammen og ned forbi stryget over Spjarupgårds jorder og kommer forbi Nybjerg Mølle og “Paradiset” i Tågelund, inden man returnerer op til parkeringspladsen ved Højdalgård. En krævende spadseretur, men en imponerende naturoplevelse, også 9 af selv om det vide udsyn ikke mere er lige så flot som for 70 år siden.