Indkørsel fra den jyske hede
Tørv har førhen været en vigtig brændselskilde, og indtil for ca. 50 år siden tørv i stor stil opgravet og brugt overalt på landet. I forrige århundrede dog især under de to verdenskrige, hvor tørv også måtte erstatte byernes behov for brændsel. Derfor blev der dengang sat en egentlig masseproduktion i gang i de større moser overalt i landet for at dække denne efterspørgsel efter midler til opvarmning og madlavning, da der var knaphed på kul og koks som ellers var almindelig i byerne.
Man skelner mellem forskellige former for moser og for deres tilblivelse. Der er højmoser, lavmoser og skovmoser. De fleste moser her på egnen er skovmoser, dannet i kedel- eller trugformede fordybninger fra istiden, hvor der gennem tiderne så er blevet aflejret planterester. Disse lag er på grund af humussyre og manglende ilt blevet bevaret som organisk materiale. Det er bl.a. også derfor man har kunnet finde moselig bevaret og nedlagt for mere end 2 tusinde år siden, enten som offer eller måske som en grusom straf. Moserne blev også benyttet til henlæggelse af besejrede fjenders våben og ejendele i Jernalderen. I Vingsted mose gemmer der sig således stadigt et stort antal gamle våben lige som ved de store fund fra Illerup ådal ved Skanderborg, i Vingsted er disse fund aldrig rigtig undersøgt endnu.
Der graves hedetørf
Egtvedegnen har haft et utal af disse mindre skovmoser, mange, ja vel de fleste, er i dag udgravede og enten opdyrkede eller endt som en lille sø. Karakteristisk for mosernes betydning førhen, var deres stednavne. På gamle kort er de nævnt som f.eks. Dulmose, Kirkemose, Ondmose, Sortemose, Rødmose, Holtmose og Spjarupmose. Det var vigtigt førhen for enhver gård, at have ret til tørveskær og læggeplads, akkurat som det, at have en englod til høslet, og de gamle tingbøger omtaler ofte stridigheder om sådanne gamle rettigheder.
Moserne på Spjarupgård
Som skoledreng oplevede jeg den hektiske tørvegravning under sidste verdenskrig i 1940erne. På Spjarupgård var der 4 sådanne større eller mindre moser, der blev lejet ud til tørvegravning. Hele gården var i sommertiden totalt forandret under den aktivitet og de mange tørvebissers færden under 2. verdenskrig.
Mange af arbejderne kom langvejs fra og boede og spiste under meget primitive forhold i lade og på lofter, eller ude ved mosen i primitive skure. For os børn var det jo en herlig adspredelse, og også en god indtjening, idet der også var en del heste på kost, og det var vist 20-25 kr. om ugen jeg på den måde kunne score på den konto – en fyrstelig sum dengang.
Det var et hårdt og beskidt arbejde at være tørvebisse
De fleste tørv blev lavet i et par ælteværker, det ene drevet af en gammel dampmaskine og det andet af en stor jævnstrømsmotor, der jævnligt satte ud. I ælteværket blev tørvedyndet blandet med vand. Det øverste lag var nemlig ikke så godt til tørv fordi materialet var for let, og det nederste lag kunne indeholde en del sand, derfor var det bedst at kunne blande massen. Der var lagt et tipvognsspor ned i tørvegraven, hvorpå dyndet med håndkraft blev læsset på vognene inden de blev trukket op til den store trækasse, hvor selve æltningen foregik.
Derpå blev den æltede dynd lukket ud i en stor vogn forspændt 3 heste og kørt ud til læggepladsen, hvor der var en mand med en såkaldt Bjørn, der var en rund tromle og på tromlen var der hele vejen rundt lavet små felter i passende størrelser. Bjørnen blev, efter at tørvemassen var lukket ud på læggepladsen, trukket af en hest, og så skulle der helst blive tørvejr så tørvene i en fart kunne tørre så meget, at de kunne rives op og vendes.
tørvekørsel
Der skulle helst laves fire gange tørv på den samme læggeplads på en sæson. Udover ælteværkerne var der også et par mindre tørvepressere, der ved tryk pressede det meste vand væk, sådan at tørretiden blev noget kortere, men det var ikke altid tørvene var lige tørre inden de blev kørt til Bindeballe station med hestevogn eller måske en gammel lastbil med gasgenerator. Fra stationen blev tørvene kørt videre med tog rundt i landet. Et par år efter krigens afslutning var tørveeventyret forbi og de gode kendte brændsler kunne atter fås i nogenlunde rimelige mængder.
Galleriet
