Tak til  forfatteren Lars Peter Lund for tiladelse at publicere artiklen og billederne – alle markeret med sepiafarve er fra hans fotoalbum “gamle egtvedbilleder”.

I 1922 kom der et par Lipizzanerheste fra Wien til Danmark. De var enpåskønnelse fra Østrig fordi der havde været en del børn heroppe under og lige efter den 1. verdenskrig. Lipizzanerhestene stammer oprindeligt fra Balkan, hvor de blev opdrættet i Fogares og Lipcia som engang hørte til det store østriske habsburske rige. Hestene er altid eller næsten altid gråskimler, men bliver hvide med alderen. De smukke og særdeles kloge heste har gennem århundreder blevet benyttet i den spanske rideskole til skoleridt, og hestene har der opnået det næsten fuldkomne i meget vanskelige spring og discipliner.

Så ædelt et dyr som lipizzanerhesten fortjener en fortaler som Goethe, der om denne race skrev:

“Hesten er et meget højtstående dyr. I ridekunsten når hesten at opfylde et højere formål, når hest og rytter smelter sammen til en enhed, så man ikke kan skelne den ene fra den anden.”

I Wien taler man endnu om en ungarsk friherre som forbløffede med sine gale streger på ryggen af sin lipizzanerhest. En aften red han op ad alle trapperne til et spillecasino og lod hesten gøre sine kunsttrin mellem bordene og endte med et flot spring op på et bord. En anden gang lod han sin hest springe fra en bro, hvor der netop passerede en udflugtsdamper. På dækket var der kun plads til at hesten lige netop kunne stå der, og den dansede så mellem de forskrækkede skovtursgæster til landgangen kort efter.

Der har været mulighed for at se opvisning herhjemme af de fornemme firbenede balletdansere fra Wien. Et par gange har de optrådt i København og Århus, ligesom der jævnligt i fjernsynet er transmission fra Den spanske rideskole af lipizzanerne og deres dygtige ryttere.

I Nordsjælland, hvortil lipizzanerhesten Pluto kom i 1922, ville man bruge den til avl hos Frederiksborgracen, men det var der en hel del modstand mod hos flere af hesteavlerne. Sådan en krydsning ville man ikke vide af og hingsten af den kendte Pluto-linie hos lipizzanerhestene blev derfor sat til salg.

Pluto Staal blev så købt af min far, Svend Lund i 1930 for 1500 kr. sammen med hoppen Tulle. Købesummen synes ikke meget i dag, men svarede dengang til en årsløn for 3 velvoksne karle. Der var dengang ikke mange kontanter blandt landmænd. Man havde en talemåde om at man kunne vende bunden i vejret på en jysk bonde, uden der faldt en krone ud af lommen på ham. Svend Lund måtte derfor også bede om kredit, som han mærkværdigvis også fik, man har åbenbart været ivrige for at få denne lipizzaner ud af avlen hos avlerne af frederiksborg-hestene.

Begge de nykøbte heste til Jylland var et par grå skimler og afkommet var i de første år alle skimler – ganske kønne og med et umiskendeligt præg efter lipizzanerracen, som mærkværdigvis nedarvede konstant og uden nævneværdige gener trods gentagne generationer af indavl hos hestene på Spjarupgård. Der kom dog et par hopper af andre racer ind i opdrættet med tiden.

I årene frem til afslutning af 2. verdenskrig blev hestene på Spjarupgård kun benyttet til almindelig arbejdsbrug, men selvfølgelig også til almindelig kørsel. En bil fik man først på gården i 1951.

Hingsten Pluto Staal kom til enkelte hopper i omegnen. Jeg husker da som dreng, det tilbagevendende hingstegilde, når den årlige betaling for benyttelse af hingsten fandt sted. Det var vist den eneste gang om året, der kom brændevin på bordet derhjemme, og samtalen kunne blive noget højrøstet og grovkornet blandt de forsamlede mænd.

Min far var altid optaget af sine heste, dem og naturen var det bedste for ham, og mon ikke han hver eneste dag lige skulle sin ridetur ud i mark og skov, selvfølgelig også med det formål at se efter lystfiskere, som ikke altid havde været inde på gården for at betale fiskekort, men det var nu vist lige så meget en undskyldning for at komme i sadlen og af sted. Plagene gik ude det meste af året, og det hårde, men sunde friluftsliv gjorde dem sent udviklede. De kunne se både forkomne og forpjuskede ud, var først udvoksede i 4-5 års alderen, men var så til gengæld stærke og hårdføre som voksne heste. Til en avis fortæller min far sidst i halvtredserne:

Opdrættet foregår i størst mulig frihed. Med 15-20 heste ad gangen på Spjarupgård lever de unge heste i flokke lige som vilde heste. Hopperne foler i marken, og at hestene efterhånden opfører sig som i vild tilstand kan ses deraf, at de øvrige heste under folingen danner en beskyttende kreds om den fødende hoppe. Selv for mig kan det være vanskeligt at trænge ind til føllet, når det er født. Ligesom i naturen vil hingstene gerne i kamp med hinanden, og det er derfor nødvendigt at holde dem adskilt med hver sin gruppe, for ellers slås de på livet løs.
Hvad hestene koster? Det fortæller jeg kun folk, der vil købe. Lad mig sige det på den måde, at dette opdræt absolut betaler sig, men den største fortjeneste ligger i glæden ved den daglige omgang med hestene. Jeg har altid syntes at heste var mit eet og alt. Allerede som barn klippede jeg heste ud i pap og farvelagde dem, og jeg kendte navnet på stort set hver eneste hest i sognet.

For at en hest egnede sig til cirkusbrug, måtte den først og fremmest have en god indlæringsevne. Den skulle være smuk, ikke for stor, men med en flot rejsning. Et omgængeligt gemyt var også en forudsætning, men det havde næsten alle ungdyrene i flokken, så derfor var det ikke svært at udvælge det rigtige dyr når de forskellige købere kom til Spjarupgård for 40-50 år siden.

Det var i høj grad et avlsarbejde i ensomhed min far måtte præstere. Lidt fagligt støtte fik han dog af løjtnant Orlow-Andersen, og min far skriver en slutbemærknig i et brev til samme:

Det er Dem, jeg takker for, at det æble faldt i min turban, og det kan måske glæde Dem at høre, at den fattige hedebonde, som De besøgte for snart 20 år siden, nu har en gældfri gård.
Tak kære Orlow-Andersen for lipizzaneren.

Efter Winerskolens succes i København, fik far også anerkendelse af landsorganisationen for den lettere Hesteavl, hvis formand, direktør Lindgren i 1952 besøgte Spjarupgård og skrev følgende herom i Hippologisk Tidsskrift nr. 7. i 1952:

Svend Lund har fattet en brændende kærlighed til den hestetype, der før gennem flere århundreder har begejstret så mange af denne verdens store hestekendere. Og han har bundet sig til sin ide, sådan at en nøgtern iagttager uvilkårligt må standse op og forstå, at man her nærmer sig et af de tilfælde, hvor passionen har forrykket de grænser, der ellers normalt er sat for menneskers handlinger. Ikke mange steder i dette land findes så dejligt og så særpræget et sted, som denne 300 tdl. store ejendom midt i den jyske ensomhed. Vældige lyngbakker, bevokset spredt med egekrat, med ener, gran og gyvel omgiver den. Langt rækker øjet over det jyske landskab og her græsser Svend Lunds hopper og plage over hele det udyrkede terræn sammen med kvæget…
på en mærkelig måde havde det karge opdræt, der var undt disse heste i de få generationers forløb, ført typen tilbage til berberhestens oprindelige form. Tanken måtte uvilkårligt ledes hen på den tilsvarende forandring om end i endnu højere grad, som den spanske hest har gennemgået, inden den i Amerika er blevet den indianske pony…
Svend Lund viste sin skimmelhingst under rytter. Som en kosak svang han sig i sadlen på hingsten allerede i galop, som en kat sprang hesten op over de høje bakker og kom tilbage i fuldt firspring ned over de stejleste skrænter. Sådant ridt har jeg ellers bare set på film.

Det var helt naturligt for os børn at færdes blandt hestene og ligeså at håndtere dem derhjemme. Vi var ikke gamle før vi satte os op på en plag inde i stalden og derved vænnede hesten sig til os, de var næsten altid godmodige og fandt sig i meget, var også ret tålmodige i marken, hvis de da ikke blev skræmt af noget uforudset. Hvis f.eks. såmaskinen løb ind mod bagbenene ned ad en bakke, kunne de blive løbske. I et sådant tilfælde var det bare med at sætte farten op, så det ikke skete.

Jeg fik som 12 år lov til at komme med til ringridningen i Torsted, og da man fik point efter hvor stærkt og smukt hesten løb gennem galgen, og ikke alene hvor mange ringe man fik taget, var der altid maksimum 6 point for hver ring. Noget andet var til gengæld at jeg ikke fik så mange ringe når det gik så stærkt i strygende galop.

Hver morgen skulle mælkejungerne køres en god ½ km. ud til offentlig vej, det var mit job at få en hest spændt for en tohjulet kærre og så gik det i raskt trav frem og tilbage gennem flere år så længe jeg var hjemme indtil 1947, hvor det var tiden at flytte hjemmefra, hvor jeg blev 16 år. Det var med længsel jeg dengang drog ud at sejle, og det kunne nu lade sig gøre fordi mine brødre Erik og Knud var så store, at de kunne overtage arbejdet hjemme på gården. Nogen virkelig landmand var vores far aldrig. Ikke at han var uvirksom på nogen måde, men det lå bare ikke til ham at arbejde med noget rationelt hvis det da ikke lige drejede sig om hans elskede heste.

Det var også blevet den tid hvor vores far fik sat mere salg i gang af sine heste. Det var imidlertid sært nok blevet trængselsår for den øvrige hesteavl. På grund af mange og billige traktorer kom på markedet hos landbruget, kunne arbejdsheste næsten kun sælges til slagteriet, men der var kommet en efterspørgsel efter flere rideheste og selv til udlandet var lipizzanerne på Spjarupgård blevet kendt. I halvtredserne og tredserne blev der eksporteret Plutoheste af eget opdræt fra Spjarupgård til Finland, Schweiz, Tyskland, Holland og Sverige. Til sidstnævnte land var der formelig blevet en aflægger af Spjarupgård-stammen i Torp ved Värnemo i Småland.

Der er mange forskellige, der gennem årene har fattet interesse for far og hans heste, her er et uddrag af et brev fra en fan som jeg har fundet på internettet:

Jeg er født blandt heste og har altid været fascineret af, hvad min far kunne få dem til. Før jeg begyndte at gå i skole, kunne jeg tilbringe timevis ude på foldene med bare at kigge på disse prægtige dyr. Og jeg drømte drømme, som kun en dreng med et intenst ønske kan drømme!
Men gennembruddet kom, da jeg var ca. 12 år. Jeg havde læst om Svend Lund på Spjarupgård i Østjylland og hans Lipizzanerstod.
Jeg ringede til ham og spurgte, om jeg måtte komme ned og se hans heste. Det var jeg meget velkommen til, og næste lørdag cyklede jeg alene den lange vej. Jeg var der en weekend og oplevede denne særegne mand “snakke” med sine heste på hestesprog, og jeg blev grebet af et voldsomt ønske om at blive en mand som ham!

Mest kendt blev fars lipizzanerheste dog nok som cirkusheste. Det begyndte i 1951, hvor Cirkus Miehe købte et par hingste og under fru Thyra og hr. Cossmys kyndige hænder fik man et flot syn at se i manegen. En medvirkende årsag til at cirkus fik øje for fars heste, var at de var så hurtige til at lære forskellige spring og bevægelser. Jeg skal ikke her trætte læserne med de forskellig fagudtryk herfor, det er en hel videnskab, som er blevet udviklet dengang heste var det samme for mænd som biler er i dag.

Et virkeligt krævende skoleridt fik især Pluto Arabi lært. Når cirkus var i byen sad hele familien Lund i en fornem loge med fribillet, og en rævestolt Svend Lund overrakte fru Thyra blomster og kindkys efter skoleridtet, medens de mindre søskende helst ville have krøbet i et musehul af undseelse.

Flere heste endte i forskellige cirkus og efterhånden var der så megen interesse for hestene, at der ligefrem blev dannet en avlsforening for lipizzanere i Danmark. I 1972 anerkendtes 6 hingste til avl, hvoraf 2 “fuldblods” og 4 Spjarupgård-Pluto’er. Som der står i Hippologisk Tidsskrift fra samme år, var de to “foldblods” lipizzanere de kønneste, de ædleste, men til gengæld var der lidt mere “hest” i Spjarupgård-Pluto’erne, hvilket kan ses af nedenstående mål: Rene lipizzanere, 154,0 stang,162,0 bånd,171,0 gjord, 19,5 pibe. Pluto’er, 156,0 stang, 163,2 bånd, 182,2 gjord, 20,1 pibe.

Flere af de indavlede Spjarupgård-lipizzanere er af en kvalitet og en type, der ikke fjerner sig meget fra de ungarske og jugoslaviske lipizzanerstutterier hedder det i artiklen fra 1973, hvor slutbemærkningen er:

PlutoII-1 har vist sig at være det tyske hippologer kalder en “liniegrundlægger”. Enkelte af de anerkendte Spjarupgård hingste nedstammer i 6. generation fra Pluto II-1. Om der kan blive en 7. og en 8. generation kan kun fremtiden afgøre, – nu hvor Svend Lund er væk, vil det nok blive vanskeligt.

Hvad angår spådommen på Spjarupgård er det rigtigt. Der var kun min søster Hanne, der virkelig blev ved at interessere sig for hestene både før og efter fars død i 1973. Hun måtte desværre selv gå bort i en alt for tidlig alder. Vores yngste bror Olav, der overtog Spjarupgård havde et par af hestene nogle år, nu har hans søn Michael købt gården, men lipizzanerhestenes æra er forbi på dette sted, der findes dog stadig efterkommere hist og her, men nu er der kommet meget nyt blod ind og det var sikkert også blevet nødvendigt efter den gentagne indavl.

Fiskekort, som hos hans farfar, kan man dog stadig erhverve hos ham, og naturen er storslået og smuk som før, selv om den også er forandret meget siden jeg for 60-70 år siden som lille dreng, der trolig gik og passede de dejlige og medgørlige heste, der måske endte i cirkuset i stedet for at være spændt for plov, harve eller arbejdsvogn på det kuperede terræn.

Spjarupgård ligger naturskønt, men både natur og bygninger forandrer sig gennem årene, jeg husker et luftfoto fra 1949, hvor bevoksningen i Vejle ådal endnu ikke har taget overhånd. Enge og dyrkede arealer dominerer billedet og blikket kan uhindret vandre over den afvekslende natur.