Vejen derud til åen var sandet og cyklen kunne man lige så godt trække. Ole pustede et par gange, og var godt udaset inden han nåede sit mål, Mølleåen nede ved det store høll bagved skoven.

Ole havde glædet sig. Til sin 13 års fødselsdag havde han ønsket sig en bedre fiskestang, og i sidste uge, hvor den var indviet, havde han haft en kæmpeørred på krogen. Igennem et kvarter havde han forsigtigt prøvet at få tæmmet fisken, men pludselig slog krabaten et slag langt op over vandet og Ole var sikker på at fisken i opspringet havde bidt snøren over, væk var den i hvert fald og spændingen blev afløst af en helt urimelig skuffelse.

Nu steg drengens spænding atter, mon den genstridige kæmpe stadig befandt sig i den store høll, strømhvirvelen, hvor vandet var op til to meter dybt? Ja, hvorfor skulle den egentlig ikke det. Der var så vidt Ole vidste ingen andre, der havde lov til lystfiskeri her bag ved Møllegården. Med let rystende hænder fik han en udsøgt regnorm sat på krogen. Ole havde udskiftet både line og krog til en kraftigere type, nu gjaldt det hans livs fisk.

Længe prøvede Ole at få snøren til det helt rigtige sted ved hullet, der hvor han havde fået det hug, der nær havde flået stangen ud af hænderne på ham i sidste uge.

Nu – var der ikke en krusning bag ved proppen? Næppe havde Ole registreret det, før uhyret havde hugget igen, linen snurrede i rasende fart ud af hjulet, men denne gang var Ole forberedt. Roligt gav han fisken al det snøre som den ville i øjeblikket, men sørgede for at have føling hele tiden.

Pulsen steg og spændingen var nu næsten ikke til at holde ud. Ole vidste at skulle ørreden denne gang blive hans, måtte han blive ved med at løbe den træt og ikke forcere selve øjeblikket for enhver lystfiskers drøm. Det var fristende at begynde at rulle mere line ind, men han beherskede sig.

Efter en halv times tid kunne Ole mærke at tiden nærmede sig. Nu var der kun stille frem- og tilbagekrusninger i åen, han kunne se fisken var ved at opgive. Ole fik fangstnettet frem og i et kort øjeblik var hans bytte helt inde ved bredden. Han blev betænkelig, da han så hvor stor den i virkeligheden var.

Mon den i det hele taget kunne være i nettet?
Nej, han så allerede i ånden laksen – for det kunne han nu se det var – forsvinde endnu en gang.

Linen kunne på ingen måde holde til at hale en sådan fisk op, så nettet måtte bruges, størrelsen til trods.

Så roligt som muligt fik han den flotte, rødglinsende og imponerende fisk bugseret så nær bredden som muligt og med den ene hånd forsigtigt nettet ned omkring halen.

Nu eller aldrig, med eet svingede han fisken på land og kastede sig over sit længe ventede bytte inden den kunne få kræfter til at slå fra sig for at nå ud i vandet igen.

Aldrig siden fangede Ole en laks så stor og flot. Den vejede 12½ kg, oplevelsen glemte han aldrig og historien fortalte han så mange gange, at hans venner nu kan den i søvne.